Levering og betaling

7. Hvis forsinkelse med levering skyldes nogen omstændighed, som i henhold til punkt 30 udgør en ansvarsfrihedsgrund eller skyldes køberens handling eller undladelse, forlænges leveringstiden i det omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt. Leveringstiden skal forlænges, selv om årsagen til forsinkelsen indtræffer efter udløbet af den oprindeligt aftalte leveringstid.

8. Hvis sælgeren ikke leverer materiellet i rette tid, er køberen berettiget til konventionalbod fra den dag, hvor levering skulle have fundet sted. Konventionalboden udgør 0,5 % for hver hele uge, forsinkelsen varer, beregnet af den del af den aftalte købesum, som dækker den del af materiellet, der på grund af forsinkelsen ikke kan tages i brug som forudsat. Konventionalboden kan ikke overstige 7,5 % af dette beregningsgrundlag. Konventionalboden forfalder til betaling ved skriftligt påkrav fra køberen, dog tidligst når materiellet leveres fuldt ud eller eventuelt på det tidspunkt, hvor køberen hæver aftalen i henhold til punkt 9. Køberen fortaber sin ret til konventionalbod, såfremt han ikke har fremsat skriftligt krav herom inden 6 måneder efter, at levering skulle have fundet sted.

9. Såfremt køberen er berettiget til maksimal konventionalbod i henhold til punkt 8, og materiellet fortsat ikke leveres, kan køberen ved skriftlig meddelelse til sælgeren kræve levering og fastsætte en sidste, rimelig frist, som ikke kan være kortere end 1 uge. Såfremt sælgeren heller ikke leverer inden for den fastsatte frist, og dette ikke skyldes forhold, som køberes bærer ansvaret for, kan køberen ved skriftlig meddelelse til sælgeren hæve aftalen for så vidt angår den del af materiellet, som ikke kan tages i brug som forudsat. Køberen har, såfremt han således hæver aftalen, herudover krav på erstatning for det tab, han har lidt ved sælgerens forsinkelse, dersom tabet overstiger den maksimale konventionalbod, han har kunnet kræve i henhold til punkt 8. Denne erstatning kan ikke overstige 7,5% af den del af den aftalte købesum, som dækker den del af materiellet, for hvilken aftalen hæves. Køberen har desuden ret til, ved skriftlig meddelelse til sælgeren, at hæve aftalen, såfremt det står klart, at der vil indtræffe en forsinkelse, som efter reglerne i punkt 8. ville give køberen ret til maksimal konventionalbod. Ved en sådan ophævelse har køberen ret til såvel maksimal konventionalbod som erstatning i henhold til nærværende punkts tredje stykke. Bortset fra konventionalbod i henhold til punkt 8. og ophævelse med begrænset erstatning i henhold til punkt 9. er ethvert krav fra køberen i anledning af sælgerens forsinkelse udelukket. Denne begrænsning i sælgerens ansvar gælder ikke, såfremt sælgeren har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.

10. Finder køberen, at han ikke vil kunne modtage materiellet på den aftalte dag, eller må forsinkelse fra hans side anses som sandsynlig, skal han uden ugrundet ophold give sælgeren skriftlig meddelelse herom og samtidig angive årsagen til forsinkelsen samt så vidt muligt det tidspunkt, da modtagelse påregnes at kunne finde sted. Undlader køberen at modtage materiellet på den aftalte dag, er han desuagtet forpligtet til at erlægge enhver af levering betinget betaling, som om levering af det pågældende materiel havde fundet sted. Sælgeren skal sørge for, at materiellet opbevares for køberens regning og risiko. På køberens anmodning skal sælgeren forsikre materiellet for køberens regning.

11. Medmindre køberens i punkt 10. angivne undladelse skyldes noget i punkt 30. nævnt forhold, kan sælgeren skriftligt opfordre køberen til at modtage materiellet inden for en rimelig tid. Undlader køberen at gøre dette inden for et sådant tidsrum – af årsager som sælgeren ikke bærer ansvaret for – er sælgeren berettiget til ved skriftlig meddelelse til køberen at hæve aftalen for den leveringsklare del af materiellet, som på grund af køberens undladelse ikke bliver leveret. Sælgeren har da ret til erstatning for den skade, som køberens misligholdelse har påført ham. Erstatningen kan ikke overstige den del af købesummen, der dækker den af materiellet, som ophævelsen omfatter.

Betaling

12. Medmindre andet er aftalt, forfalder den aftalte købesum til betaling 30 dage fra leveringsdato.

13. Betaler køberen ikke til aftalt tid, har sælgeren fra forfaldsdagen krav på morarente med den rentesats, som gælder i henhold til lovgivning om renter ved forsinket betaling i sælgerens land. Såfremt sælgerens land er Danmark, skal morarenten dog udgøre den officielt fastsatte diskonto med tillæg af 9 procentpoints.